Over halvdelen af eleverne på en pigeskole i det nordlige Afghanistan mødte ikke op til undervisningen, fordi de led af mavesygdomme og dehydrering. Med en sikker vandforsyning er fremmødet steget til næsten 100 procent, og det gør, at pigerne nu får en uddannelse.I det nordlige Afghanistan er det først for nylig blevet muligt for piger at gå i skole. Uddannelsen gør, at pigerne kan bryde den onde cirkel af barneægteskaber og fattigdom. Men på en pigeskole i Takhar i det nordlige Afghanistan var det alligevel kun halvdelen af eleverne, der mødte op. Og det skyldtes hverken forældres modstand eller en farefuld skolevej. Det skyldtes noget så grundlæggende som manglen på rent vand.
Sygdom og tørst skabte fravær
Skolen havde ikke nogen forsyning af rent vand. Kun få havde mulighed for at tage vand med hjemmefra, og pigerne måtte derfor enten tørste gennem hele dagen eller drikke det beskidte vand fra vandløb og dermed risikere at få diarré. Over halvdelen af eleverne valgte derfor at blive hjemme og gå glip af den vigtige undervisning. Og dem der blev, var sløve og ukoncentrerede på grund af sygdom og tørst.
Dagligdagen helt forandret
Mission Øst etablerede derfor tre vandhaner på skolen til at forsyne de omtrent 400 elever med rent drikkevand. Elever og lærere fik derudover træning i basal hygiejne og sundhedsfremme. Adgangen til rent vand ændrede pigernes dagligdag fuldstændig. Ingen sygner længere tørstige og ukoncentrede hen i timerne. Og vigtigst af alt er fremmødet steget til næsten 100 procent.
En lys fremtid
Flere af pigerne fortæller om, hvordan de pjatter og plasker med det klare vand i deres pauser på de varme afghanske sommerdage. Mange elever fylder deres flasker op og tager det rene vand med hjem til deres familier. Og de elever, der før droppede ud, er meget aktive i skolen og håber på en lys fremtid.
Vidste du at …
… kun 40 procent af alle piger i Afghanistan går i grundskole, og kun én ud af 20 fortsætter i skole efter 6. klasse?
… der er seks gange mindre risiko for, at en pige med en ungdomsuddannelse bliver gift før sit attende år sammenlignet med piger med kun lidt eller slet ingen uddannelse.